Året 2025 for Masomo

Trods færre donationer i 2025 er det lykkes at: 

  1. Hjælpe med opbygning af nedbrændte huse på Kalangala;
  2. Støtte de handikappede;
  3. Få solceller og andet til en skole på øen Bahara i Victoriasøen;
  4. Donere køjesenge med madrasser og sengetøj til en skole i Bombo;
  5. Betale skolepenge for 70 børn, og betale for 9 unge i uddannelse; og
  6. Støtte Miriam med operation og efterbehandling.

Ad 1. Efter den voldsomme brand på Kalangala for et år siden, hvor 46 familier (199 voksne og børn) blev hjemløse, har de fleste familier igen et lille hus. Branden opstod midt på dagen, og der er ikke noget brandvæsen på øen. Ingen personer blev såret.

Husene er nu bygget i metal – de samme plader, som man bruger til tag. Ikke et kønt syn, men de fine træhuse, der brændte, var brandfælder.

Ad 2. Jeg får rigtig mange henvendelser fra ugandere, som mangler penge til opstart af en lille forretning, til operationer, til medicin og meget andet.

De handikappede, som virkelig trænger, beder næsten aldrig om hjælp. Kun ved dødsfald kommer der en henvendelse om hjælp til en kiste og transport til Lira.

Det har været muligt at støtte gruppen med mad, madrasser, skolepenge og hjælp til en kiste ved et uventet dødsfald af en handikappet mand, der efterlod sig 3 koner og 10 børn.

Ad 3. Skolen på øen Bahara i Victoriasøen får solcellestrøm i år.

Det har været meget svært at sejle til øerne, da den store færge fra Entebbe er på skibsværft, og der er ingen erstatning.

Fra Masaka til Kalangala sejler 2 færger ca. 7 gange om dagen. Nu er den ene færge på værft, og den tilbageblevne færges sejltider er uregelmæssige.

VI startede en morgen kl. 5, og var ved færgelejet 9.15. Vores bil var nummer 21 i rækken. Færgen blev tanket, tiden gik, 18 biler kom afsted, så vi vendte om. En dagstur,  der kostede 600 kr. i benzin, blev til en lang dag uden af udrette noget. 

Ad 4. Skolen i Bombo bliver drevet at M-Lisada.
En del af eleverne kommer fra M-lisada. Da det er tidligere gadebørn og forældreløse børn med traumer, er lærere og øvrige personale specielt uddannet til at forstå disse børn.

Der var stor mangel på køjesenge, og der blev doneret køjesenge, madrasser og sengetøj.

Ad 5. Skolepenge er en stor byrde for alle børnefamilier. Skolepengene stiger, og skolerne lægger ekstra beløb til. For eksempel støtte til en bus, til en kirke, til udvidelse af skolen, til eksamen og meget meget mere.

Heldigvis er der sponsorer til en del af børnene.  Efter folkeskolen, når de kommer i seniorklasser, bliver det dyrt, og jeg må finde en måde at “toppe op”.

Desværre er der sponsorer, som må stoppe af forskellige årsager, men børnene skal fortsætte. Derfor er donationer, som ikke er bundet til noget bestemt, meget velkomne. De beløb bruges til børn uden sponsor. 

I Lira har 7 drenge, der er i mekanikerlære, fået kørekort og er snart færdiguddannede. En ung forældreløs pige fra Kalangala er startet på læreruddannelsen. Hun er sikret et job på øen, når hun er færdiguddannet. Endelig går en ung, forældreløs dreng på en teknisk skole i det nordlige Uganda.  

Det er svært at sige nej til nye børn, når de ikke kan komme i skole. Jeg har besluttet at hjælpe de børn, som er støttet via Masomo, til senior 4 og derefter betale for en kortere uddannelse.

 Ad 6. Miriam, som er enlig mor til 2 børn, blev voldsomt kvæstet i november 2024, da en bil kørte ind i den knallert ( boda-boda), hvor hun var passager.

Efter 4 måneder på det store lokale Mulago hospital var den brækkede arm helet, men benet var stadig dårligt trods mange operationer og hudtransplantationer. Der manglede 12 cm af en knogle i benet, men Miriam blev udskrevet.

Heldigvis accepterede hun at blive undersøgt på CORCU, et hospital med speciale i knoglebrud. Operationen her kostede 36.000 kr, men fordi hun var alene, og moderen handikappet, blev prisen sat ned til 16.000 kr. En Facebook indsamling skaffede heldigvis de fleste af pengene, så hun kunne blive opereret.

Desværre skal man selv købe mad på hospitalet. Det var en stor, daglig udgift. Udover Miriam var både søsteren og den handikappede mor på hospitalet for at hjælpe alle dage.

Operationen gik fint. Men der kom et sår under gipsen, og Miriam har været til endnu en operation. Operationen var gratis, men den 5 dag lange indlæggelsen blev dyr, da overnatning, mad, medicin og transport blev mere end 2.500 kr.

Miriam er blevet bedt om at komme til kontrol hver uge, og senere hver 14. dag. Der bliver taget røntgen hver gang. Det koster 100 kroner, mens sårpleje er gratis. Transporten koster 275 kroner hver gang, for hun bor i Nansana, og hospitalet ligger i Entebbe.

Sidste kontrol måtte aflyses på grund af økonomien. Miriam vejede 29 kilo, men har fået proteinpulver doneret og vejer nu 50 kilo. Ved en forsinket kontrol ordinerede lægen en del antibiotika for cirka 1000 kr.  Den handikappede mor græd så meget og længe, at lægen sponsorer forbarmede sig og beslutte at skrive det på sin egen udgiftspost. Lægerne er optimistiske, og har givet Miriam troen på, at hun kommer til at gå igen.

Tusind tak til alle, som gør det muligt at hjælpe de allermest udsatte børn og familier.

Jonna

 PS: Masomo har nu fået eget MobilePay nummer, som er 84710.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *