Masomo er en frivilligt drevet hjælpeorganisation, der hører under foreningen Børn i Afrika, som samarbejder med Folkekirkens Nødhjælp. Masomo betyder uddannelse på swahili, og støtte til skolegang og uddannelse er den væsentligste del af aktiviteterne.
Masomo-navnet er relativt nyt, men jeg har arbejdet med at hjælpe de fattigste i Uganda siden 2001, hvor jeg flyttede til Uganda sammen med min mand. Det blev til over 5 år i Uganda og senere 1½ år i Zambia, og jeg fortsatte arbejdet, efter at vi flyttede tilbage til Danmark i 2009. Jeg rejser til Uganda 8-10 gange om året for at betale skolepenge og holde styr på de øvrige aktiviteter.
Masomo støtter i dag på flere områder, bl.a.:
- Musikbørnehjemmet M-lisada for gadebørn og andre udsatte
- De handikappede i ”Little Denmark” og deres børn
- Skolebørn på øen Kalangala samt M-lisadas nye center på øen.
- Individuelle skolebørn og enkeltpersoner/familier, der har behov for støtte.
Jeg får hvert år bidrag fra mange personer, organisationer og fonde, nogle med faste betalinger hver måned, andre med store engangsbeløb. Det har gjort en stor forskel for mange ugandere. Pengene er blevet brugt til alt fra skolegang til bygninger til handicappede og forældreløse børn. Alt arbejdet er ulønnet, så alle bidrag går direkte til at hjælpe.
På hjemmesiden her kan du læse mere om Masomos aktiviteter.