Man behøver ikke være kvinde for at være en ildsjæl, men to ildsjæle i Uganda er både kvinder og danskere, og de gør en forskel.
Af Lis Garval
Det var mørkt og regnfuldt, da jeg landede i Entebbe i oktober. Men dejligt varmt og således ganske som forventet efter årstiden. Mit gensyn med Uganda efter godt 10 år var derimod overraskende – overraskende på godt og mindre godt. Mest godt.
Jeg tænker på mødet med Julius, som lever af at tigge. Han kan ikke bruge sine ben, men har nogle veludviklede arme, som han kan krabbe sig frem med. Han er formand for en gruppe handicappede, der bor i, hvad jeg vover at kalde slum – tæt ved en ildelugtende afvandingskanal, som i regntiden kan gå over sine bredder, og alligevel er han en glad mand. Masomo sørger for medicin og for skolepenge til gruppens børn og har også betalt madrasser, så de handicappede ikke behøver sove på gulvet.
Men lad mig begynde med begyndelsen:
Jeg har et sponsorbarn – George – som Børn i Afrika har hjulpet mig med at tage hånd om, og det har jeg været glad for og tryg ved. BiA har nu overdraget ansvaret til Jonna Kildebogaard, Masomo, og så tænkte jeg, at tiden måtte være inde til et besøg for at gense George og hans familie, mødes med gamle venner i Uganda, se hvordan projekter under og uden for BiAs og Masomos paraply har udviklet sig og også lugte og fornemme ”Afrikas Perle” igen.
Som sagt så gjort. Jeg slog en klo i Jonna, der skulle på et af sine mange besøg for bl.a. at betale skolepenge for de flere end 400 børn, som Masomo sikrer skolegang, og vi fulgtes til Uganda.
Alene udviklingen i Kampala var en overraskelse. Byen er vokset – både i højden og bredden. Antallet af de mange knallerttaxis – boda bodas – er tidoblet. Sådan virkede det i hvert fald. De er overalt. Ud og ind mellem bilerne med risiko for eget og passagerens liv og lemmer. Mens de, som cyklister i København, taler i mobiltelefon eller sender tekst. Ingen ugander uden mobiltelefon.
Trafikken i Kampala er hektisk og overvældende, og parret med vejarbejde tager det timer at komme fra den ene bydel til den anden.
Der bygges overalt, men den synlige økonomiske vækst kommer langtfra alle til gode. Alene det høje fødselstal er ødelæggende, og i dag er mere end halvdelen af de unge uden arbejde. Statistikken siger, at fattigdommen er stigende. Og fattigdommen ses, men især på landet.
Masomo – en vigtig del af BiA
En overdådig middag hos en gammel dansk ven og hans kone lagde grunden til en asketisk rundtur med Jonna. Grundlæggeren af Masomo rutter ikke med pengene – måske bortset fra sine egne. Hun belaster ikke projektet med hverken transport og ophold i Uganda eller flyrejser. Hun betaler af egen lomme.
Jeg havde læst mig til, at Masomo i 2018 havde sikret sig en samlet sponsorstøtte på 729.440 kr. og støtter en række projekter rundt omkring i landet med fokus på uddannelse. Det indebærer ikke kun at flere end 400 børn får betalt skolegang – uniform, bøger, frokost mm – men også bygning af børnehjem til forældreløse, toiletter, vandtanke og køkken til skole for fattige.
Enlige mødre får desuden en håndsrækning til en faglig uddannelse. Flere mere end 50 er blevet og bliver frisører, enkelte er blevet lærere, sygeplejersker og laboranter og nogle fattige drenge er blevet mekanikere. Og så er der som nævnt hjælpen til handicappede.
Masomo arbejder ikke i et vakuum, men sammen med ugandiske organisationer som bl.a. M-Lisada (børnehjem for forældreløse børn), CCF Uganda (Consider Child First) og Go Girl Foundation for teenagemødre.
På nedturen medbragte Jonna to kæmpe kufferter fyldt med primært nyt tøj, som hun havde fået af butikker og som donationer fra enkeltpersoner. Der er ikke det, fattige i Uganda ikke har brug for.
En af de første ture gik til Iganga, omkring tre timers bilkørsel fra Kampala. Vi skulle se om CCF børnehjemmet var færdigt, og om der var installeret solfangere på taget. Hjemmet er bygget – med sovesale, køkken, spisesal og toiletter (til både drenge og piger), solfangerne er der, og der er ansat en til at lave mad til børnene. So far so good, kunne man sige.
Masomo har betalt for grunden og bygningerne – et initiativ, der var taget af organisationen CCF – ligesom der er sørget for køjesenge, madrasser, sengetøj og tæpper. I alt betaler Masomo for 49 børns skolegang samt medicin. Børnehjemmets behov for en vandtank har Masomo endnu ikke taget stilling til.
I mudder til anklerne
Der er ingen tvivl om, at i Uganda er behovet for hjælp uendeligt. Den generelle økonomiske vækst er ikke nået ud på landet. Her er fattigdommen stor. Så stor, at regeringen har opgivet sit krav om, at børn skal have sko på i skole. Ikke alle familier har råd til sko – eller bare til et par brugte plastiksandaler til børnene.
En tidlig, regnfuld morgen, da vi kørte fra Kalangala mod Masaka, så vi små unger på 5-6 år traske i vejsiden. Deres små fødder var væk i mudder, og de skuttede sig. Men de var på vej mod skole. Opmuntrende og forstemmende på én gang.
Uundgåeligt tænker man på, hvor heldig man er at være født i Danmark med alle de muligheder, det giver. Og sender en ekstra taknemmelig tanke til dem, der på vores vegne hjælper dem, der virkelig har hjælp behov.
Mange vil nok kalde Masomos Jonna en ildsjæl. Jeg er en af dem. Hun er ikke en føjelig sjæl. Hun vil selv, kan selv og er kompromisløs i sin kamp for de fattigste, de syge og de handicappede.
For hende, der er uddannet sygeplejerske, er drivkraften den taknemmelighed, hun møder, og hun er ikke karrig med tak til sponsorer og til dem, der på anden vis bidrager til Masomos arbejde.
Rays of Hope Hospice Jinja
Den danske læge Margrethe Juncker er en anden kvinde, der aftvinger respekt. Hun bor og arbejder i Jinja, hvor hun er en af drivkræfterne i ”Rays of Hope Hospice Jinja”.
Navnet siger det hele -næsten: Organisationen giver omsorg og behandling til patienter med en livstruende eller livsbegrænsende sygdom, specielt cancer og HIV, men søger også at bistå de syges familie. Som en mor til fem sagde: Nu kan jeg dø roligt. Rays of Hope havde sikret hendes børns skolegang.
Rays of Hope hjælper til behandling af flere end 600 patienter – de fattigste af de fattige – i to regioner med en befolkning på 3,5 millioner, og dertil kommer bl.a. støtte til træningsprogrammer på lokale hospitaler for at øge adgang og kendskab til muligheder for palliativ behandling i regionerne.
Alt sammen gennemføres via Hospice Jinja og dets knapt 20 medarbejdere – lønnede som frivillige.
Margrethe Juncker, der er mor til fem, har boet en årrække i Uganda og altid arbejdet frivilligt – altså uden betaling. Hendes amerikanske mand kunne forsørge familien og Margrethe gjorde det, hun brændte for: At hjælpe fattige folk i nød.
Og det gør hun stadig. Hendes røde hår har mistet lidt af farven, men hendes engagement er så stærkt som nogensinde, når hun fortæller om arbejdet – med at lindre folks smerter eller hjælpe dem til en værdig og kærlig død.
Jeg besøgte hende og hendes hold i Jinja og kunne mindes gamle dage. Besøget var kort, men det understregede, at organisationer som Rays of Hope og Masomo-BiA gør en forskel. Takket være ildsjæle og alle dem, der støtter ildsjælene.
Aktiviteter på Kalangala
Den kommunale skole på Kalangala er stor og har både dag- og kostelever. Eleverne er fra 5-6 år og op til 14-15 år. Masomo betaler for 210 elever fra fattige familier.
Skolen ånder fred og idyl, da vi besøger den en søndag. Søndag er kirkedag, så det er kun de mindste, der tumler rundt med en klump papir rullet sammen med elastikker og leger fodbold, mens de større i grupper snakker om fremtiden.
Emily, Edith og Scovia har drømme. Scovia vil gerne være læge, hendes to veninder damefrisører. Alle tre håber på et stipendium. Familien har ikke råd til uddannelsen.
Masomo har lange bukser med til skolens elever, og dem er der rift op. Det var et tilløbsstykke, da der blev delt ud, og den eneste tanke i mit hoved var: Hvorfor har vi ikke lange bukser til alle?
På Kalangala har Masomo også støttet bygningen af et børnehjem, der drives af den ugandiske organisation M-Lisada, og en kvindegruppe har kunnet øge deres indtjening med fiskenet doneret af Masomo.
Det er lidt hæsblæsende at komme tilbage til Kampala, for vi skal rundt om Masaka og tidligt afsted. Færgen fra Kalangala afgår planmæssigt, og man kan købe både lidt at drikke og spise ombord af de sælgere, der lever af at tage turen frem og tilbage mellem øen og fastlandet.
Denne del af tilbageturen var en god begyndelse til en tur, der endte med, at vi sad fast i mudder og måtte have hjælp fra både 10 mand og en gravko.
Jonna vil nå så meget, og jeg mindes i stilhed, da jeg holdt ferie med familien på Kalangala. Da var der var der fokus på det smukke landskab, svømning i Victoriasøen og middag ved bålet.
Masomo har -så vidt jeg forstår – besluttet at skære lidt ned på antallet af aktiviteter, og den geografiske spredning er stor.
Masomo er igen inde i billedet
Alligevel kommer en lille skole tæt ved Mpigi centralt ind i fremtidens billede. Skolen var truet af lukning, da der manglede toiletfaciliteter for de 123 børn, men blev reddet af Masomo. Man har nu bygget ikke bare de af myndighederne forlangte toiletter til drenge og piger, men et skolekøkken, og skolen fungerer nu som den eneste i et fattigt område. Men skolen har brug for mere hjælp, så børnenes skolegang kan sikres. Området er fattigt, så forældrene kan ikke spæde til.
Jeg så skolen i regnvejr, men regnen kunne ikke ødelægge opfattelsen af en skoleleder og grundlægger, der lever for sit projekt og for, at alle børn skal sikres en mulighed for skolegang. Også selvom deres forældre ikke har råd til uniform, bøger eller frokost.
Børn i Afrika var tidligt ude i Uganda med skolegang til de fattige i Kampalas slum, opførelsen af Bukoto-skolen for forældreløse børn og børnekor, der gav koncerter i Danmark. Et fint – og med dagens ord – bæredygtigt initiativ.
Masomo har taget handsken op med skolegang og uddannelse, men husker også behovet for medicin til syge fattige og handicappede.
Det var en af de positive overraskelser på turen til Uganda. Jeg kommer igen i 2020.
Lis Garval